10. august 2020

headspace lancerer kampagnen ‘Kære forældre’

I den nye kampagne “Kære forældre” sætter headspace Danmark fokus på den svære samtale mellem forældre og barn. Den skal sende et budskab om, at det er helt normalt, at kommunikationen slår knuder, især når børn bliver til unge voksne. De to skuespillere Peter Mygind og Ellen Hillingsø medvirker i de to kampagnefilm. Forfatteren Peter Øvig og hans søn Aske fortæller også om deres erfaringer med headspace.

Som forældre kan man gøre rigtig meget for sine børn. Alle forældre gør, hvad de kan for at lytte, kommunikere og forstå, når deres børn har problemer eller er pressede. Men nogle gange er der behov for, at ‘nogen andre’ taler med børnene om deres udfordringer.

At man som forælder kan kæmpe med ordene, betyder ikke, at man er en dårlig forælder. Det er bare ikke altid, at man som forælder er den, barnet vil snakke med.

“Vi er rigtigt mange forældre, der gør alt, hvad vi kan, for at kommunikere med vores børn, men vi kan blive endnu bedre. Derfor er denne kampagne så vigtig, fordi den handler om, hvordan man kan tale med sine børn, lytte og forstå dem,” siger Peter Mygind.

headspace taler med børn og unge om stort og småt. Vi har frivillige og ansatte til rådighed, der både har faglig ballast, og som kan møde de unge i øjenhøjde ud fra egne levede erfaringer. Det er et tiltag, som også Ellen Hillingsø sætter meget pris på:

“Jeg er med i denne kampagne, fordi jeg, ligesom alle andre forældre, vil gøre rigtig meget for mine børn. Jeg vil være der for dem, så de altid kan tale med nogen. Men nogle gange er det bedre for de unge mennesker, at den ‘nogen’ er nogen andre.”

Se kampagnefilmene og interview med Ellen Hillingsø og Peter Mygind her.