Vores Årsrapporter

2019 var et meget givende og travlt år for Det Sociale Netværk/headspace Danmark. Det Sociale Netværk som organisation fyldte 10 år, hvilket blev fejret med et meget velbesøgt arrangement i vores lokaler i Østergade. Der var stor også stor international opbakning til headspace, da World Economic Forum kom forbi headspace Danmark for at lære mere om vores frivillighedsmodel, og om hvordan vi binder det offentlige system sammen med civilsamfundet.

Nye headspace centre

headspace åbnede i 2019 to nye centre i henholdsvis Lyngby-Taarbæk i april og Hjørring i oktober. Vi åbnede også det nationale chat-center i Gentofte, hvor alle chat-samtaler nu bliver varetaget. I alt har vi hjulpet 8.480 unge i 2019. Over 4.000 unge har fået personlig rådgivning i et af landets headspace-centre, og der har været afholdt mere end 11.573 individuelle samtaler. Åbningen af nye centre fortsætter selvfølgelig i 2020.

Unge føler sig set, hørt og mødt

I 2019 udarbejdede Rambøll en evaluering af headspace til Sundheds- og Ældreministeriet, hvor Rambøll undersøgte, hvilke virkninger headspace har for den enkelte og for samfundet. Hovedkonklusion var, at de unge i meget høj grad føler sig set, hørt og mødt i headspace, at de unges tilfredshed med livet og deres trivsel øges, samt at andelen af unge, som føler sig ensomme, mindskes igennem deres forløb.

Ny strategi frem mod 2025

Det Sociale Netværk vedtog i 2019 en ny strategi, der viser organisationens vej frem mod 2025. Vi er sat i verden med den klare mission at forbedre den mentale trivsel i det danske samfund. Alt for mange danskere har brug for hjælp, støtte eller direkte behandling for psykisk sårbarhed eller sygdom. Alt for mange danskere har store udfordringer med at håndtere et normalt liv med skole, uddannelse, beskæftigelse, personlige relationer mv., men er samtidigt for raske til at blive behandlet i psykiatrien.

Peer-Partnerskabet iværksatte sit første projekt

Det Sociale Netværk og SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed stiftede Peer-Partnerskabet i 2018. Med en donation på 11 millioner kroner fra VELUX FONDEN blev partnerskabets første projekt iværksat i august 2019. Projekt ‘Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet’ skal i perioden 2019-2022 metodeudvikle og dokumentere effekten af peer-gruppeforløb for psykisk sårbare som tidlig indsats. Samtidig skal projektet styrke brobygningen mellem kommune og civilsamfund.

Men der er sket meget, meget mere i alle vores andre projekter, og det kan du læse mere om i vores årsrapport for 2019 her. Du kan også se vores årsregnskab for 2019 her.